tirsdag den 2. november 2010

Er du også mere stresset om vinteren?

Winnie har vinterdepressive tendenser.
Hun er som regel i hopla om sommeren, alt går legende let når solen skinner og æbletræet blomstrer. Men når bladene begynder at falde af træerne, og vintertiden sætter ind, så ændrer Winnie humør...

Hun bliver indadvendt. Træt. De ting, hun før klarede med den ene hånd på ryggen, er nu store projekter som det er svært at se en ende på.

Hun føler sig tit sådan lidt influenza-agtig og der er li'som ikke så meget gang i humøret mere..

Nu ved vi, at Winnie ikke er alene.

Faktisk er Winnie'erne rundt om os (og inden i os) så stærkt repræsenterede, at det skinner igennem i undersøgelser. For når virksomhederne checker deres medarbejderes trivsel i vintersæsonen, så svarer langt flere af os, at vi føler os stressede. Stress slår mere igennem om vinteren, når mørket og kulden fylder meget...

Faktisk er forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Afdeling for Arbets- och miljömedicin, Lunds Universitet i Sverige nået frem til, at vi synes vi er mere stressede om vinteren end om sommeren.

Jeg vidste godt, at vi går ned i gear om vinteren, sådan rent mentalt. Der er lidt dvale-tid over det. Men at det ligefrem slår ud i trivselsmålinger overrasker mig. Så er det sgu tid at gøre noget ved det...


Se en skøn film på youtube og få et godt grin.


Giv vinter-stressen baghjul allerede før den rammer dig :-)

tirsdag den 5. oktober 2010

Bedre Bustur Og Bedre Arbejdsdag?



Hvordan fejrer du dine kolleger? På samme måde, som Mukhtar blev fejret?
Psykisk arbejdsmiljø, trivsel, arbejdsglæde er egentlig 3 ord for den samme følelse - at have det godt på arbejdet.

Metoderne kan være mange, og mange er lige til at gå til. Så når I taler om, hvor svært det er at skabe trivsel, så brug i stedet krudtet på at lave en happening for en kollega. Inspirationen finder I i denne video.

God fornøjelse og rigtig fornøjelig arbejdsglæde!

tirsdag den 31. august 2010

5 Tips til at håndtere Forandring

Vi brokker os over vejret, - det er et af de største samtaleemner i Danmark. Hvorfor mon?
Fordi vi hader forandring!
Igår var der ingen TV-avis (savnede vi den? Nå, det er en anden snak) fordi en bunke mennesker på DR var blevet fyret og resten derefter strejkede. Hvorfor?
Fordi vi hader forandring!

Når jeg holder workshops hos virksomheder, så har deltagerne nogle gange brug for at fortælle om alle de problemer de har, og hvor svære de er at gøre noget ved. Hvorfor?
Fordi vi hader forandring!
Forandring er sådan noget farligt noget. Vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får. Og det freaker os ud! Forandring er forbundet med frygt og oveni det er vi mennesker vanedyr.

Indeni vores hoveder er vores typiske tankemønstre udformet som motorveje, og hver gang vi skal tænke en ny, anderledes tanke, kræver det at vi først "træder stien", som vi ville gøre på en mark med højt græs, hvor vi ville lave en sti. Det vil sige, at vi øver os i at tænke anderledes og handle anderledes, - ikke bare een gang men alle de gange der skal til, indtil stien vi trådte er blevet til en motorvej.

Forandring er et af de mest sikre livsvilkår, vi har. Forandring kommer hele tiden, og det bliver den ved med hele livet :-) Så jeg vil gerne dele et par, ja faktisk 5 tips til, hvordan vi kan blive bedre til at håndtere forandring. 5 nye stier du kan træde, igen og igen, indtil de bliver til motorveje...
Here goes:
1. "Vær beredt".
Hvis I f.eks. står midt i en omorganisering eller fyringsrunde eller projekt-omlægning, så er det næsten umuligt at forudse, hvad der kommer til at se. Så når I ikke kan have kontrol, handler det i stedet om at VÆRE BEREDT. Tal med andre om hvad du kan forvente der vil ske. Saml din styrke og sørg for hvile. Forbered dig mentalt på, at du kan klare det der kommer, uanset hvad det er. Søg støtte hos gode kolleger eller venner. Tro på dine egne evner.

2. Hold målet for øje
Selv om der er opbrud og omlægninger, så er det stadig det samme overordnede mål der gælder. En virksomhed vil typisk have den samme strategi, selv om der er fyringsrunde. Genopfrisk det mål for dig selv, se på det som det overordnede pejlemærke. Det giver dig en vis ro midt i kaos, at fokusere på det, der ikke forandrer sig. Uanset hvad forandringen består i, vil du altid kunne finde et overordnet mål, der er uforanderligt. Søg efter det, fokusér på det.

3. Fokusér på det der virker!
Selv om alt forandrer sig, så er der stadig nogle ting du gør, nogle opgaver du udfører, nogle gode kolleger du snakker med, som fungerer for dig. Det giver energi at fokusere på de gode ting, de ting der allerede virker, i stedet for at bruge al krudtet på at fokusere på at dit projekt bliver nedlagt, eller kollegaen bliver fyret. Hvis forandringen er større, f.eks. at du selv bliver fyret, så fokusér på det der fungerer godt i privatlivet, dine motionsvaner, gode venner eller hvad det nu er. Du samler god energi på den måde.

4. Udtænk løsninger på de svære ting.
Vi kan sagtens bruge en masse tid på at tale om, hvor forfærdelig den igangværende forandring er. Og nogle gange er det bare nødvendigt at få lidt luft ved at brokke sig. Men lad det ikke fortsætte. Brok er den sikre energi-dræber! Så når I har brugt 5 minutter på at brokke jer, så brug 7 minutter på at udtænke løsninger på de ting, der kommer på tværs eller er svære. Der er masser af løsningsmuligheder og en god brainstorm giver energi og selvtillid. I kan sagtens overvinde dem, du kan sagtens klare den forandring du udsættes for.

5. Lav delmål! Og sørg for at fejre dem!
Når vi står midt i en forandring eller en uforudset situation, så har vi en tendens til at miste modet fordi vi ikke kan se ud på den anden side. Vi aner måske ikke hvad der kommer til at ske derude. Derfor: fokusér på det, der sker lige nu, og de mål du har og ideer til at overvinde forhindringerne. Måske handler det for dig om at kunne komme igennem den næste måned mens du stadig får lavet de vigtigste opgaver? Så er det et delmål du kan fokusere på. Måske har du brug for at tale med nogle (evt. professionelle) om den situation du står i. Så er det dit delmål for nu. Det gælder om at dele op i små skridt, der er overkommelige. Ingen forventer af dig at du kan redde verden og fortsætte uforandret, hvis tingene ændrer sig meget omkring dig.

Og husk så at fejre, når du når dine delmål. De er små sejre!

God fornøjelse med livets forandringer - der er lys både undervejs og på den anden side!


torsdag den 8. juli 2010

Ved du HVORFOR du har det job du har??

Sommer – og JA det er jo ligefrem blevet sommer i Danmark :-) . Sommeren er for mange lig med TID til at SLAPPE AF men også tid til at tænke over, hvad der sker omkring os. Hvad vi bruger vores tid på. Hvem vi bruger vores tid med. Hvorfor vi laver det vi laver.

Især den sidste: HVORFOR, dukker op, når deltagerne på Nyd Arbejdsdagen-workshops dykker ned i deres arbejdsdag.

For hvorfor er det lige, du bruger tid på de opgaver, der fylder så meget? Hvad er idéen bag, hvad er meningen med det du laver?

Disse HVORFOR-spørgsmål er faktisk de vigtigste spørgsmål, du kan stille dig selv. Fordi dit HVORFOR:
  • viser dig hvilke opgaver det giver mest mening at lave (og dermed hvilke opgaver, der skal have højest prioritet)
  • booster din motivation og drivkraft, så du laver mere (af det vigtige)
  • øger din arbejdsglæde og trivsel på arbejdet fordi du kan se meningen med opgaverne
– eller mangelen på samme..... og så er det tid til at gøre noget ved det. En mulighed er Karrieresparring.


Svarene er forskellige fra person til person. Annes HVORFOR er, at hun hjælper sine kunder med at gøre deres kunder tilfredse, Peters HVORFOR er, at han bidrager til at skabe et produkt der er livsnødvendigt for mennesker med en bestemt sygdom. ...

Hvad med dig?
Hvad er DIT HVORFOR? Hvad er idéen med dit job? Hvad skal det føre til i den større sammenhæng?

Hvis du føler dig lidt brugt på arbejdet, så kan jeg anbefale dig at bruge tid på at overveje dit HVORFOR denne sommer. Find din motivation. Find din drivkraft. :-)

Hav en fortryllende sommer!

torsdag den 1. juli 2010

Bare gør det dårligt!

Jeg møder tit mennesker, der har en masse drømme og tanker om, hvad de gerne vil opnå. Hvordan deres arbejde burde gøres, hvor gode de burde være til en opgave, hvordan et oplæg skal skrives for at være virkelig godt, hvor langt de skal kunne løbe for at være virkelig gode osv. osv.
De bruger en masse krudt på at gøre det perfekte. At få det helt rigtigt!

Denne stræben holder dem tilbage fra at få udrettet noget som helst. For det bliver aldrig helt perfekt... De har fået det forfattere kalder "skriveblokering". En tilstand vi også kan opleve på områder i vores liv.


Så et lille fif, når du har fået "skriveblokering" (det gør vi alle nu og da):

Bare gør det dårligt!

Løb en dårlig tur, skriv et dårligt oplæg, lav en dårlig opgave, gør dit arbejde dårligt.
Sig til dig selv: Jeg ved godt, jeg ikke føler mig helt klar til at gøre det her, men nu gør jeg det bare dårligt. Jeg laver en version 1, der bare er "shitty".

Når du så først kommer i gang, sker der noget helt andet. Du mærker din energi kommer tilbage. Du begynder måske ligefrem at synes det er sjovt at eksperimentere med den opgave, du skal lave dårligt. Din kreativitet bobler. Og når opgaven er gennemført, føler du dig faktisk godt tilpas.

Hvorfor? Fordi presset om perfektionisme er væk. Fordi du giver dig selv lov til at lære. Fordi den eneste måde vi bliver gode til noget, er ved at øve os. Vi kan sagtens løbe godt, lave gode opgaver og skrive flotte oplæg. Vi har masser af kreativitet i os. Det er bare fordi, vi er så bange for at gøre det dårligt, at vi ikke får det gjort.

Næste gang du har en vigtig opgave, der skal laves, og du møder din "skriveblokering", så sig til dig selv: "Jeg føler mig ikke klar til det her, men nu gør jeg det bare alligevel på en dårlig måde". Mærk hvad der sker, lav sjov undervejs, nyd processen - så kommer det helt af sig selv.
God fornøjelse! :-)

onsdag den 9. juni 2010

Poul Kjøller go home!


Enhver sund voksenkontakt vil på et tidspunkt byde på en konflikt!

Har du prøvet at være sammen med en gruppe mennesker over længere tid - enten på kursus eller i et projekt? Så ved du hvad jeg taler om...



Et smil varer 3 dage
I starten er vi flinke og imødekommende over for hinanden. Vi smiler, - men som en person sagde forleden: "man kan smile sødt i 3 dage, så er det slut". Så begynder forskellene at vise sig. Forskelle i meninger, holdninger, værdier, opførsel, eller "kemi" - what ever...

Og så kommer konflikten :-)

På det seneste har jeg brugt meget tid sammen med en gruppe meget forskellige mennesker, fordi vi gerne vil være bedre til at "undervise" eller videregive noget læring til jer derude... Det har givet mig nogle grå hår i hovedet.. altså at samarbejde med så forskelligartet en gruppe mennesker. Vi har brugt tid på at lave spilleregler. Vi har lavet persontests. Vi har talt om forskelligheder. Vi har øvet kommunikation... Alle de ting man gør, når man skal skabe bedre samarbejde.

Det har fået mig til at fundere.. Skal man kunne samarbejde med alle mennesker?
Skal JEG kunne samarbejde med alle mennesker??

Er det et spørgsmål om, at jeg lærer de rette teknikker og metoder, til simpelthen at blive så rummelig og forstående og SÅ meget på min egen banehalvdel, at Poul Kjøller kan gå hjem og lægge sig? (RIP Poul, no hard feelings)...... (laaang tænkepause).

Mit svar er Nej! Faktum er bare, at der er nogle personer, jeg ikke samarbejder særligt godt med. Og det uanset hvor mange samarbejds-fremmende teknikker jeg lærer!
Du kender det sikkert selv, - der er bare nogle personer du trigger på positivt, og nogle du trigger på på den ikke så positive måde... ikke?

Så nej, jeg forventer ikke, at jeg kan samarbejde med alle mennesker. Nej, jeg forventer ikke at du kan samarbejde med alle mennesker.

Skab bedre samarbejde!
Men jeg tror på, at vi alle kan have rigtig godt af at lære nogle teknikker og metoder, og få noget selvindsigt, der gør os i stand til at SKABE bedre samarbejde. For det har verden brug for. At vi bliver mere rummelige, at vi kan acceptere andres holdninger, uden at føle det som personlig kritik af os. At vi kan stå ved os selv (hvilket er evig træning) og sige hvad vi mener, på en måde så vi ikke nødvendigvis behøver støde andre...

Og det UDEN at blive til Poul Kjøller...

Eller hvad???


Jeg griber chancen og inviterer dig til åben workshop om at Skabe bedre Samarbejde torsdag den 24. juni 2010.

mandag den 10. maj 2010

Det vigtigste, vi kan give andre mennesker, er vores tid!

Lige for tiden synes jeg ikke, tiden slår til. Der er så mange ting, jeg gerne vil lave, gøre, deltage i, at tiden simpelthen går for hurtigt... Jeg har kun 24 timer i døgnet, og lige meget hvormeget jeg står på hovedet, så kommer der ikke flere timer. Den erfaring har jeg heldigvis gjort mig for en del år siden, så det er der ingen grund til at gentage...

Derfor har jeg sat mig for at finde ud af, hvad jeg egentlig helst vil bruge tiden på, sådan i det store perspektiv. Hvad vil jeg helst have tid til? Jamen, jeg sætter mig da lige tilbage og mærker efter:

Jeg vil helst have tid til at være sammen med mine børn, sammen med min mand, sammen med mine venner. Jeg vil helst have tid til at lære andre mennesker at kende, at bidrage med noget godt i verden, at sprede lidt humør og skævhed. Jeg vil helst have tid til at dyrke motion, tid til at nyde solskinnet, tid til at sætte pris på alt det gode i mit liv. Jeg vil helst have tid til at nyde livet og alle dets spidsfindigheder, udfordringer og skæve stunder.

Bent Winther giver gode bud i artiklen "Tid til det hele" fra 2008 (den holder stadig:-)):
"Tid til gå i skoven og plukke bær og tid til at komme hjem og spise dem, tid til at bage en kage og tid til at spille ludo og blive slået hjem og til at slå græsset og vaske trappen og tid til at feje fortovet og tid til at læse en tyk bog om, hvordan man får tid til det hele, tid til at forstå politik og gennemskue, hvorfor politikerne gør, som de gør, tid til at deltage, tid til være med i en forening eller en bevægelse, tid til at kæmpe for noget,.."

Det vigtigste, vi kan give andre mennesker, er vores tid!
Sådan skrev Mother Teresa i bogen "Den enkle vej" i 1997.
Hvor meget af din tid har du givet et andet menneske i dag? Har du for travlt?

Så er det måske på tide at stoppe op, og tænke lidt over, hvad du egentlig helst vil bruge din tid til ??

Læs mere om tid, læs om tid alene,
Hør mere om tid på workshoppen "Få styr på din TID" den 18. maj 2010.